Lars Bukdahl om Johannes L. Madsen
Den store kampagne til udbredelsen af Johannes L. Madsens fantastiske forfatterskab – samlede værker, film, monografi, artikler etc. – er vi nogen, der har haft planlagt i årevis, så hvorfor skulle manden gå hen og forbandet dø fra os, før vi var kommet nogen vegne, sløve fjolser som vi altid er. Det er ikke rimeligt.

Sagen er nemlig den, at Johannes L. Madsen, født 20.11.1942 og død 28/6 2000, var en af vores allerstørste og allerfineste digtere, og at så godt som ingen er klar over det. Bortset fra hans kolleger, han var i høj grad en poet’s poet, men de kunne heller ikke finde ud af at stille noget op. Ikke eet eneste betydeligt legat blev det til, og der har ellers været tid nok, og han kunne nok have haft brug for det. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi står på tærsklen til ikke en Madsen-renæssance, for hans tid var der aldrig i første omgang, men så en egentlig L-ektrisk æra, og den burde han ærligt talt have fået lov til at få med.

Sølle ti år brugte Madsen på at skrive sine bøger, fra 1965 til 1975, så var han med få og små undtagelser færdig. De andre kunne fable videre alt det, de ville, han forholdt sig som en anden Duchamp mærkbart tavs. Forfatterskabet har to trin og to tempi, måske tre, først er der konkretismerne, og så flipper og krystalliserer det i særmadsensk syre og vision, på een gang flugtes der med tiden og køres helt udenom og hjem.

De tre regelrette konkretistiske digtere på dansk grund var Vagn Steen, Hans-Jørgen Nielsen og Johannes L. Madsen. På overfladen – og den insisterer konkretisterne rigtignok meget på – kan det i de første, glade tider dér være svært at se betydelig forskel. Madsen udgiver tre konkretistiske samlinger i rap, a b se digte, 1965, og & og, 1966, og i sig selv. Men måske er det muligt at finde en mere frit legende og filosoferende facon i bogstav- og ordspillene end hos strenge Hans-Jørgen og pædagogiske Vagn. Denne tekst, der hedder ’Rytmik’ er næsten et politisk digt:

akkord

akkord

akkord

akkord

akkord

akkord

akkord

akkord

akkord

akkord

akkort

oggodt

akkord

Madsen debuterede i Steens og Nielsens lillebitte konkretisttidsskrift, Digte for en daler, 1964, før det rigtig var blevet avantgardistiske tider. Steen fortæller i det nye nummer af bogtidsskriftet Graf, at han skulle til Fredericia og læse op, i toget tjekkede han breve fra byen, læste Madsen, blev begejstret og fór med en taxa ud for at hilse på. Madsen har i et sent interview med Ulrik Gräs talt lidt om hård barndom og ungdom og et afgørende møde med Morten Nielsen, før han støder på Steen, som "fylder på", men ifølge Steen og de første digte var han fyldt med talent og konkretisme allerede og af sig selv, hvor storebrødrene til overflod havde orienteret sig.

I 1969 sker der endnu mærkeligere ting, da udgiver Madsen nemlig måske nok hovedværket, nedspildt spruttende af syre, og konstituerer sig som absolut poetisk original og undergrundsdigter (konkretismerne udkom på Borgen-underafdelingen Berg, mens resten af sagerne fandt hjem på bl.a. Arena Sub-Pub, Attika, Sommersko, Swing). Det lignede ikke noget, og slet ikke konkretisme. Man har taget anledning af titlen til at tale om syredigtning i både formel og hallucinogenisk forstand. Det forekommer ikke så vigtigt, når man sidder og læser disse gennem enkle syntaktiske formler elevaterende og spiralerende, evigt undvigende forAvandlinger, der i en egen glitrende barok umærkeligt changerer mellem lykkelig og uhyggelig vision. Denne poesi er sit eget bevidsthedsudvidende stof, høj, høj hermetik. Dette er titeldigtet:

"nedspildt spruttende af syre/ og med alle tanker antændt fægtende i delte mandariner/ skilt og fuldmoden laprende/ i grønt lys og flugt/ med ligegyldige anslag/ suget gennem minuttet/ sydende af saft og nedspildt/ fra hinkesten og mandariner/ hoppende på blomsten/ i kejtede kredse over/ spejlblanke vandpytter ind/ i et ansigt af røg og ingen/ ild antændt spruttende/ af mandariner men et ansigt/ rygende af syre blink/ og ætsende i nogens hornhinder"

Ja, vores til stadighed. Da først bogstaverne var blevet kølet ned, kunne betydningerne flamme op. Den renfærdigt strømmende nedspildts beskidte tvilling er den store Smarte pletter mellem fingrene (åh, Johannes’ titler), 1970, der mere punket og spredt koncepttripper og surrealiserer. Jeg stod åndeløst og læste den for første (igen?!) på Hovedbiblioteket den anden dag: at man kan skrive så vildt og forfinet: "kredsende et gulv af is/ hælder mod åbnet af ekko// drømmer en tilkomst af syn/ stopper så udtænkt af ugler// nedtalt et springvand af uld/ løfter en omkreds af stjerne". Den energisk, massivt (over)styrede prosasyre er romanen For en person med verbale pupiller, hvor hvert kapitel har sin egen stil og typografi: "jeg tegnede denne vej gennem landskaber og interiører i sproget, jeg rev disse pappersoner i tynde strimler og bandt fuglene fast til træerne"

Allerede i Smarte pletter finder man små, mere enkelt lysende digte, åbne og og stjernehårde på samme tid. Denne form rendyrkes i Madsens to sidste, tyst mesterlige digtbøger, Er skriften løgn fordi lysets baggrund altid er sort, 1974, og Min fuldautomatiske pen, 1975. I nr. to står en tekst, som er blevet mit livs koan, fordi dets klare gåde bliver ved at hjemsøge mig: "kulden fra den flamme dér/ strømmer som en vandstråle/ ud af hanen". Det alt for absolute paradoks + det alt for simple billede, og så det dér påtrængende dér, man kan blive nødt til at tage for pålydende.

Ved siden af de store og små syner dyrkede Madsen i sine halvfjerdsere - var de nogen andens? - en konsekvent og systematisk tilfældighedsmagi, der i første omgang resulterede i Hvad ser diamanter, 1971, "Håndbog for enhver. Et spådomssystem baseret på tilfældighedssprog", 1431 småtekster genereret ved hjælp af en ordpose med uklippede tekststykker. Jeg nævner tilfældigt tallet 415, og slår op og får (umiskendeligt, men akavet madsensk) gevinst (hvilket sker ca. hver anden gang): "afsted brændte det hemmeligheder var imod." Senere udviklede Madsen en egentlig maskine, Tilfældighedsoraklet Orakini, der opererede ved hjælp af ordpåklistrede ispinde, sponsoreret af Odense Iskagefabrik, i en tombolarulle, Orakini-tekster optræder både i Er skriften løgn og Min fuldautomatiske, og en happening med maskinen er levende beskrevet i vennen Knud Holtens roman, Englen med det langsomme smil.

Ja, Madsen var meget, meget mærkværdig og så betydelig en digter, at andre digtere kan skændes om meningen med ham. Poul Borum (sit minipotræt i Danske Digtere): "Som læser tænker man ofte: Manden er jo hvinende gal, men så tænker man også; O.K., hvis han kan holde det ud, så kan jeg som læser vel også – og han finder ud af noget!" Jørgen Sonne (i en anmeldelse af Knud Holtens digtudvalg, 1985): "Nej, han er aldrig spærret inde, og der er følgelig systemer i galenskaberne. Madsen løber over af natursans, forelskelse, høj humor og livssundhed: Noget galt ved det?"

I 1983 kom pludselig, som et sent ny-konkretistisk svar på den syrede Godmorgen jord, din gamle forvandlingskugle, 1969, børnebogen, Læs igen bog, og i Hvedekorn nr 1, 1982, publicerede Madsen så, hvad jeg indtil i søndags troede var det sidste digt, en forklaret visionær tekst der smukt og nøgternt slutter: "I de nøgne trækroners fletværk/ tegner vinden/ en film af verden/ som et optisk bedrag". Men vinden bar endnu et svar, for i antikvariatet Booktraders julehæfte,1992, står to nye tekster, ifølge Knud Holten begge fremstillet på orakelmaskinen (hvis den stadig findes, kan forfatterskabet jo fortsætte for evigt!), det ene lyder sådan her, lykkelAigt gennemsigtigt, "Bless": "smilende stemmer/ i dagen/ i drømmen/ drømmen om lys/ og bevidsthed/ smilende drømme/ syngende dage/ og lykke/ en sang og/ syngende bjerge/ gennemsigtigt sand/ syngende ingenting/ silke/ bog/ lysende vind"

Johannes eL Madsen kaldte han sig i sin sidste bog, og der vil forblive strøm på hans værk langt ind i dette årtusinde, det er først nu, det skal til at lyne.

(Lysende vind, Nekrolog fra Weekendavisen, 7-13. juli 2000)

Af Lars Bukdahl

Hvis man gerne vil læse mere om Madsen, har jeg også skrevet et efterskrift til JLM – Johannes L. Madsen samlede (med udklippede kloge ord om Madsen af bl.a. Poul Borum, Peter Laugesen, Jørgen Sonne og Vagn Steen) og et forfatterskabsportræt i Danske digtere i det 20. århundrede, bd. II, 2001, og en artikel, "At styre på en lyre", om "Dansk syredigtning, 1969-75. En præsentation og definition med særlig skelen til Dan Turèll og Johannes L. Madsen og Knud Holten" i tidsskriftet Passage, nr. 46, sommer 2003. Forekommer de samlede som for stor en mundfuld, kan Knud Holtens lille præcise bind med Udvalgte digte fra 1984 varmt anbefales. Men, be warned, har man først 1 gang udsat sine øjne for Madsens sort & hvidglødende bogstavelighed er der ingen vej tilbage for pupillernes verbalisering.

LB